Konklusion:
Polyamino- og polyhydroxy-fullerener viser, at opløseligheden i vand stiger med antallet af grupper, der introduceres i molekylet.
Det kan konkluderes, at vandopløselige fullerenderivater udøver betydelige beskyttende virkninger mod oxidativt stress som frie radikalfjernere in vitro og in vivo (Dugan et al. 2001, Ali et al. 2004, Bakry et al. 2007, Injac et al, 2008).
Radiobeskyttende effekter er blevet påvist i fullerenoler, carboxy-fullerener, polyvinylpyrrolidon-indpakket fulleren og DF-1.
Tabel 1 opsummerer en sammenligning af DRF efter en enkelt påføring af vandopløselig dendrofulleren DF-1 30 min før bestråling (DRF = 1,22) med effekterne af andre radiobeskyttende midler.
Da disse stoffer (fullerenol, DF-1) har få eller ingen bivirkninger, har de et stort potentiale til at blive strålebeskyttende midler med mulighed for gentagen administration, hvilket er påkrævet ved standard fraktioneret strålebehandling.
Studieanalyse
Det indsigtsfulde arbejde af Vavrova, Rezacova og Pejchal præsenterer et lovende alternativ til udfordringerne ved strålebehandling. Fokus på fullerener, især vandopløselige derivater som C60(OH)24 og dendrofulleren DF-1, illustrerer potentialet for disse kulstofnanosfærer som levedygtige strålebeskyttelsesmidler, idet de demonstrerer deres potente antioxidantegenskaber og evne til at reducere DNA-skader i bestrålede celler.
Sammenlignet hermed har det nuværende strålebeskyttende middel, amifostin, bemærkelsesværdige bivirkninger såsom hypotension, hypocalcæmi, diarré, kvalme og opkastning. Den lave toksicitetsprofil for vandopløselige fullerener gør dem derfor særligt interessante til strålebehandling.
Studiet fremhæver, at polyamino- og polyhydroxy-fullerener udviser øget vandopløselighed som en funktion af antallet af grupper, der introduceres i molekylet. Derudover viste fullerenol, DF-1 og andre lignende stoffer radiobeskyttende effekter med minimale bivirkninger.
Opgaven for fremtidig forskning er nu at udforske de mekanismer, hvormed disse fullerener virker som frie radikalfangere, både in vitro og in vivo. Med denne viden er vi på nippet til at forandre stråleterapilandskabet og gå ind i en æra med mere effektive og sikre behandlinger.